DET VAR TAMMI (hun bar)
Voices er en skide hamrende moderne performance‐musical, hvor man har samlet et ensemble bestående af et skud klassiske skuespillere, en begavet operette‐mand og et par københavnske kulturpersonligheder. Alle uomtvisteligt dygtige folk. Det ved jeg, og det fornemmer jeg. Fredag aften stod de på scenen for at spille og synge om død og lidelse i et reelt forsøg på at nærme sig et tabuiseret emne. Med monologer, sceniske artefakter og gribende sange skulle vi smage på DØDEN.
Okay, lad mig på initialt sætte scenen gennem en forbandet kort introduktion til dem på scenen: Skuespillerne. Ane Trolle sang smukt og rørende, men den sexede rolle bekom hende ikke. Tammi var dygtig og turde alt. Kaya sang godt, men som formidler af følelser forekom hun stiv; som Helle Thorning ved Social Demokratiets årlige landsmøde. Flemming Enevold rørte med sin skolede stemme og ramte lige præcis inderligheden, trods den farlige flirt med svulstigheden, der tirrende stod på lur. Bamse-Morten havde en frenetisk energi, nuvel. Og ved Gud, Blæs kunnen tale, så jeg hørte historien og ikke fremførelsen. Så langt så godt. Ikke en usympatisk scene, der var sat. Jeg havde bestemt håb.
Klip til godt ti minutter inde i stykket: Seks fremmede mennesker står og råber og spytter, og alt sammen for min skyld. Det føles imidlertid falsk og pappet, og jeg er ikke afslappet, men bliver tværtimod ramt pa den grimme måde. Mine tæer krummes, og mit smil stivner i en maske, som forekommer mere teatralsk end skuespillernes. Jeg rammes af en påtrængende lyst til at flygte ud i natten, langt, langt væk fra denne absurde og ubehagelige situation.
Klip til generel refleksion om stykket: Den fragmentariske form kræver jo noget. Du er nødt til lynhurtigt at blive grebet af enten sangen eller monologen, for der er intet plot, der binder sammen og hjælper dig på vej. Men her kastede man tragedier efter os i sæderne - uden nogen form for kurtisering, blot disse modløse og sørgelige livsfortællinger, der mestendels forblev uden på kroppen og efterlod mig mere forvirret end involveret. Jeg ledte efter en nøgle til at åbne stykket med. En følelse, noget inderlighed, eller en beskrivelse, der ramte noget sandt, hvad som helst. Men det var svært ikke at blive hængende i teatret som form.
Indkaster vakst et eksempel: Den absolutte leflen for ’den brede smag’ med Abbas Dancing Queen blev tragikomisk, og henledte tankerne på revy-genren. Tyk som græsk yoghurt og lidt til, og med dybfølte falskheder og lette sandheder.
Og så det gode: Men pludselig, pludselig skete der noget. Et moment hvor alt klappede og stykket lettede. Jeg glemte mit forsvar og min skepsis. Det var Tammi. Hun fremførte en mors monolog over at miste et barn. En øvelse, der nemt kunne have endt på klicheernes rasteplads, men det var råt og ægte, og jeg blev ramt. Tammi gik linen ud - underspillet, velspillet og naturalistisk. Jeg glemte mig selv, min præsens og følte noget sandt. Kald det ’at blive revet med’, det var just, hvad jeg ønskede, og jeg troede på Tammi. Desværre holdt stemningen ikke, og allerede i den efterfølgende monolog kom stivheden tilbage. Formen overtog.
Voices kaldte på mig med en forvirret røst den aften. Alt for sjældent kom kaldet helt nede fra maven, hvor sandhederne har det med at gemme sig. En skam der ikke var mere af den inderlighed, som momentvis stak næsen frem og tæskede mig med en bevægende eksistens.
Marie Louise Tüxen i en Leth udgave. hoho
