fredag den 13. januar 2012

Om træk
Der er noget med kropssproget, den alt for voldsomme gestikuleren, armene der slås ud i alle retninger, en tænksom hånd under hagen, så et skulderklap, nu et anerkendende klap i hænderne, det er bløde og varme bevægelser, men de er så mange og så overdrevent deltagende og belevne. Jeg tror ikke helt på verdensmanden, omend han har charme. Der er jazz i de små ben, der er titusind venner og bekendte der skal ha indlevelsen.
Det virker oprømt, rundtosset. Har han spist søm?
Han er pæn. Jeg kan stadig huske og mærke, at han engang omrokerede mit system. 
Jeg glaner, jeg væver, jeg tager hjem.