tirsdag den 21. december 2010





Der skete det glædelige, at en firmajulefrokost fandt sted (Vannie & Pearl, Inc.). Hele staben kom, alle var med på spøgen. Sild og snaps blev skyllet ned, som blev vi betalt for det. Jeg har ikke ord for successens omfang. Bloggen skrider lidt nu ift vægtning af ord vs. billeder. Men jeg kommer igen, kommer igen.



                                              

mandag den 13. december 2010

småt

Hold kæft mand, det er løgn. Endnu et bloklys, hvor vægen forsvinder ned i stearinen og slukker sig selv. Jeg ser det for sent. Stearinen er størknet omkring den lille sorte, dugnakkede stodder, som har lagt sig fladt ned og nu er støbt ned i den hårde masse. Jeg graver halv-febrilsk en lille voldgrav omkring og forsøger at løfte den op. Jeg er jo ikke seriøst febrilsk, kan stadig fornemme proportionerne i problemets karakter. Vi er i småtings-afdelingen, men jeg er revet med. Nu knækker den, så der kun er sådan en ynkelig stump med sort tilbage. Helt umulig at tænde igen. Det er dødt. Hvor meget krudt vil man bruge på sådan et lys? Ikke for meget, vel. Man laver en hurtig afvejer at situationen. Jeg har ellers gode negle til den slags. Stærke, så jeg giver den et sidste skud. Intet. De er ellers søde i par, bloklys, og ud af de 12 centimeter, som var dette lys' udgangspunkt, var der faktisk gode 11 tilbage. Drypper man så stearin en dag? Det er både kønt at se på og sjovt at gøre, men jeg har kun et lys, og det er hvidt, og vægen virker jo for helvede stadig ikke. Okay. Nu er det dumt. Så jeg kigger på makkeren, der stritter alene i karmen. Han brænder til gengæld godt


Kas, hvad gør du egentlig, når den slags sker for dig? Eller fyrer du kun i fad?
Strand, erfaringer fra kattehjemmet?
bindere & ansatser
Jeg har været så satans mundlam på det sidste. Her på bloggen i hvert fald. Først er der det ene, og så er der det andet. Og sådan kan man sige så meget, uden at sige noget. Den fine stiløvelse at sige ingenting kan gøres til ug med x og slange ved hjælp af floskler og faste vendinger. Fyld til tomrummene. Og i denne lidt udskældte, fattigfine afdeling har jeg nogle favoritter. Nogle rigtig rammende ansatser til gode sætninger samt gedigne bindere eller overgange, om man vil.


1. Så sker der hverken værre eller bedre end...
2. Hvorom alting er... (jf. bloggen her, ik')
3. som det sig hør og bør...
4. Det skal ikke hedde sig...
5. En passant (idet der passeres)
6. For så vidt (god lukker)
7. Sådan er det bare. (lukker eminent)


Det var fra hoften, men jeg kan da fylde på løbende. Kan jeg vel, kan jeg vel.

fredag den 3. december 2010

Så klippede jeg Calvin af over navlen og lagde mig godt til rette i sengen. Begge ting fungerede rigtig godt.  Jeg frøs ikke. Hverken på maven eller på numsen.

lidt død er den da, kom så - kom så