Alle jer, der er på en rulle
vær søde at stille op på række
resten, 
i må gerne gå ud at klæde om

Os Med Fax
unheimlich og så alligevel ikke

til overs for i dag
Rønnebærene er så sure i dag, at det hviner i tænderne. Jeg tænker på en føntørrer, der blæser mig i munden. Hvinende surt. 
Jeg har ikke en skid til overs for i dag. Den kom ellers luntende meget tilforladeligt og baskede let til mine øjenlåg ved en halv elleve-tiden. Mere var der ikke i den vækning. Men som dagen skred frem, og det gør den jo rimelig takstfast hver dag, ja, så greb den mig på besnærende vis. En tung, klam krammer, jeg gerne ville ud af, men af en eller anden grund, så blev jeg. For det var trods alt et kram. Et kram holder en fast, og man kan glide ind i det og kramme igen. Jeg vil ikke sige, jeg blæste vild friktion tilbage til dagskrammeren, snarere lod jeg mig synke ind i det. 
Op og dåååå. Lidt kaffe, lidt ord, en løbetur der skulle klare sindet. Skide god sol, men da jeg kom hjem, stod krammeren der igen. Han (kønnet er ikke tilfældigt) havde ikke flyttet sig ud af flækken den halve time, og var nærmest skrydende i sin velkomst. 'Der har vi dig igen. Læg jakken, smid Nike-futterne og giv op. Lyset falder nogenlunde, som sidst du var her. Sengetøjet har de samme pletter. Det er okay, de er kroniske, kunne ikke komme af i vask, det ved vi alle. Du er jo ikke ulækker. Men du er her i dag, og den lille væsentlighed må du æde. Kærligt indtage som en af de der svenske Pågan gifler, du smider i risteren konstant. Det ER ikke hjemmebag, men de smager lidt sådan efter et halvt minuts risten. På samme måde er dagen i dag ikke køn som en oktoberdag i skoven. Men den er der, og du må jo tage den med.'


Jeg havde mest af alt lyst til at tage ham på ordet med hele den forstemmende truisme, der sidestiller smukhed med efterår. Jeg køber den ikke, mærker den ej. Grøn og forår gør det mere for mig. Træer med blade på grene, øhh, svulstige trækroner, da ikke skaldede stammer, der ensomt venter på en krammer. Og kold luft med regn til at toppe scenariet af. Men hvorfor? Jeg droppede revseriet, jeg orkede ikke.


Så jeg gav lidt op. Og det hjalp. Faktisk.

Denne dag er dum. 
Det er vel også en slags post.
Ellers har jeg:
Købt noget sort, enkelt og uldent, men det skal man ikke lægge for meget i. 
Spist frokost, hvor denne kommentar faldt:
"Kaninerne og jeg har en stiltiende aftale om, at jeg ikke spiser deres mad, så rører de ikke min bøf."
Se, det er jo et rart lille løft en sådan kløgtighed kan give et frokostbord.
Derfor fulgte jeg op med en effen Fru Kristof parodi. Det passede sig, og jeg fik fint modspil af min partner, der har samme udsøgte forkærlighed for god, dansk komik. Den har jo en vis frækhed.
Til slut:
Tænkt  over stort og småt og kommet frem til, at jeg må tænke videre i morgen.
Snublede vel ikke ligefrem over denne, ledte faktisk. Jamie Lee Curtis. En absolut fræk, smuk, bolbar krop og så det her lidt jævne, drengeansigt. En ret sammensat skuespillerinde. Denne aerobic-sekvens minder mig om alt muligt behageligt og ubehageligt. Den er sjov og lummer og stadig salonfæhig.

                                   2011; 
Her kommer vi, os fra den omhyggeligt tilrettelagte vildrede.
Vi hopper kluntet ned fra stolen og lader, som om vi lander okay. Så krammer vi alle rummet. Også dem, vi ikke gad snakke med under middagen. For når Christian står ved den høje mast, nulstiller vi grelheden, skyller den ramme smag ned med boblerne og TROR. Fortsætter og forhåbninger om en genstart på de mange steder, vi fejlede i 2010. 
Der var et par familiemedlemmer, der i deres nytårshilsen til mig, sagde noget i retning af: "Så må vi håbe på et bedre år for dig."
Den første lod jeg gå, (en passant, ik), men da den anden faldt, og helt uden et svøb af 'fast vendning', så bed den lidt.
Men jeg vælger at sige om 2010, at det har været et lærerigt år. Ikke midtersøgende eller mellemfornøjet. Absolut ekstatisk og lykkeligt eller helt til hundene og depraveret. Altid en af de to, ikke i mellemrummet.
Så nu kan jeg med fasthed i mælet sig, at der lige er nogle løse ender, men jeg søger og graver og lever og prøver og elsker og tuder og æder og falder og kommer på benene igen. Jeg ved, at det okay ikke at vide. Og jeg tror på, at det er sundere at rense sin sjæl og sind end at skylle sin tarm. 
Så jeg kigger derind, hvor spøgelserne har slået lejr og tænker, at de er mindre farlige, når man kigger dem i øjnene. 
Det er jo kendt visdom, at nissen altid flytter med. Så man kan ligeså godt fronte ham og erklære, at man ikke tror på ham.