marie louise tüxen

til overs for i dag
Rønnebærene er så sure i dag, at det hviner i tænderne. Jeg tænker på en føntørrer, der blæser mig i munden. Hvinende surt. 
Jeg har ikke en skid til overs for i dag. Den kom ellers luntende meget tilforladeligt og baskede let til mine øjenlåg ved en halv elleve-tiden. Mere var der ikke i den vækning. Men som dagen skred frem, og det gør den jo rimelig takstfast hver dag, ja, så greb den mig på besnærende vis. En tung, klam krammer, jeg gerne ville ud af, men af en eller anden grund, så blev jeg. For det var trods alt et kram. Et kram holder en fast, og man kan glide ind i det og kramme igen. Jeg vil ikke sige, jeg blæste vild friktion tilbage til dagskrammeren, snarere lod jeg mig synke ind i det. 
Op og dåååå. Lidt kaffe, lidt ord, en løbetur der skulle klare sindet. Skide god sol, men da jeg kom hjem, stod krammeren der igen. Han (kønnet er ikke tilfældigt) havde ikke flyttet sig ud af flækken den halve time, og var nærmest skrydende i sin velkomst. 'Der har vi dig igen. Læg jakken, smid Nike-futterne og giv op. Lyset falder nogenlunde, som sidst du var her. Sengetøjet har de samme pletter. Det er okay, de er kroniske, kunne ikke komme af i vask, det ved vi alle. Du er jo ikke ulækker. Men du er her i dag, og den lille væsentlighed må du æde. Kærligt indtage som en af de der svenske Pågan gifler, du smider i risteren konstant. Det ER ikke hjemmebag, men de smager lidt sådan efter et halvt minuts risten. På samme måde er dagen i dag ikke køn som en oktoberdag i skoven. Men den er der, og du må jo tage den med.'


Jeg havde mest af alt lyst til at tage ham på ordet med hele den forstemmende truisme, der sidestiller smukhed med efterår. Jeg køber den ikke, mærker den ej. Grøn og forår gør det mere for mig. Træer med blade på grene, øhh, svulstige trækroner, da ikke skaldede stammer, der ensomt venter på en krammer. Og kold luft med regn til at toppe scenariet af. Men hvorfor? Jeg droppede revseriet, jeg orkede ikke.


Så jeg gav lidt op. Og det hjalp. Faktisk.