marie louise tüxen

                                   2011; 
Her kommer vi, os fra den omhyggeligt tilrettelagte vildrede.
Vi hopper kluntet ned fra stolen og lader, som om vi lander okay. Så krammer vi alle rummet. Også dem, vi ikke gad snakke med under middagen. For når Christian står ved den høje mast, nulstiller vi grelheden, skyller den ramme smag ned med boblerne og TROR. Fortsætter og forhåbninger om en genstart på de mange steder, vi fejlede i 2010. 
Der var et par familiemedlemmer, der i deres nytårshilsen til mig, sagde noget i retning af: "Så må vi håbe på et bedre år for dig."
Den første lod jeg gå, (en passant, ik), men da den anden faldt, og helt uden et svøb af 'fast vendning', så bed den lidt.
Men jeg vælger at sige om 2010, at det har været et lærerigt år. Ikke midtersøgende eller mellemfornøjet. Absolut ekstatisk og lykkeligt eller helt til hundene og depraveret. Altid en af de to, ikke i mellemrummet.
Så nu kan jeg med fasthed i mælet sig, at der lige er nogle løse ender, men jeg søger og graver og lever og prøver og elsker og tuder og æder og falder og kommer på benene igen. Jeg ved, at det okay ikke at vide. Og jeg tror på, at det er sundere at rense sin sjæl og sind end at skylle sin tarm. 
Så jeg kigger derind, hvor spøgelserne har slået lejr og tænker, at de er mindre farlige, når man kigger dem i øjnene. 
Det er jo kendt visdom, at nissen altid flytter med. Så man kan ligeså godt fronte ham og erklære, at man ikke tror på ham.