fredag den 9. december 2011


Væltet på Vaginavej, essay i KØBENHAVNER, 1. udgave



VÆLTET PÅ VAGINAVEJ
Tekst af Tüxen 
Illustration af Typisk lesbisk


Her, en fortælling om et årti i København. 1998–2008, plus-minus. Den er
smal, for den er snævret ind til at handle om et enkelt pars rute. Deroute. Braste drømme, sociale kliker, blødende hjerter, chok og forløsning og mod. Og Kø- benhavn står bare og ser til; Lægger krop og hjem til to mennesker, der møder deres kærlighedsnederlag i en murermestervilla på Amager, alt, alt for tæt på Taarnby. Og hvad kan man så lære af det.

Det græske kvarter på Amager ligger 30 meter, før man rammer Taarnby-skiltet. Man svinger til højre, så to gange
til venstre, en mere til højre og så venstre igen. Så er man på Vaginavej. Vil man undgå Taarnby-skiltet, tager man ruten fra Amager- brogadesiden af. I Amager Bladet er denne gade fremhævet som Københavns længste indkøbsstrøg, så den er køreturen værd. I en rød villa på vejen, der har navn efter en græsk ø, blev der engang sat i stand for halvanden million. To på 30 stod bag. Jeg kendte dem indgående engang, men det gør jeg ikke mere, for de to
er ikke mere.
Dengang var de et godt par. Det ved jeg bare, mange ville sige. Pæne nok, tilpas høje
og med ‘nogenledes’ interessant beskæfti- gelse. Inden deres husdrøm så dagens lys, havde de beboet en taglejlighed i Sølvgade. Mia fra Hvide Løgne boede på 2. sal, hun var jo engang med i Surferne kommer, og den film huskes trods alt for en slags kvalitet. Lej- ligheden lå i starten af Sølvgade, inden den bliver helt flerspors-tung, det er ikke uvæ- sentligt. Og med denne bylejlighed fulgte et sommerhus, tre kvarter uden for byen. Det fine åndehul, jamen, man kender det jo godt. Ideen om land og by, stress og fredsomme- lighed i sund kalkule.
Endnu før Sølvgade havde de haft en ret flot lejlighed lige ved Christmas Møllers Plads, det vil sige tæt på Christianshavn, men IKKE Christianshavn. Det var her, de fik deres
søn. Inden han kom til verden, var Nørrebro rammen. De havde nogle gode år der ved Peblingesøen. Provinsen blev stille og roligt suget ud af dem. Ikke at det var en hindring, at de kom fra en lilleputby, men jeg tror, at de begge havde nogle forestillinger om, at man som provinsbarn har en anden ballast med end en storby-indfødt. Grundlæggende noget med ikke at tage for givet, når man er med, hvor det sker. Et provinsbarn har måske en lidt større usikkerhed og ydmyghed end en københavner; klodsethed også. Så de forsøgte at adoptere storby-reglerne og få former og holdninger, der passede hertil. De groede sammen, og var ret symbiotiske.
De kunne begge lide musik. Han havde købt to Technics pladespillere og var begyndt at samle på vinylplader. Han tog tit ned i >
side 80 – Vaginavej

Loud og købte nye til samlingen. Hun mente i lang tid, han hellere skulle spille jazztrommer og nød selv at synge blå toner. Han fik sig et navn, først som popsmed i det elektroniske hjørne, siden gik han mere undergrund og med nyt liveband.
De elskede hinanden, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men de blev også meget trygge og vante med tiden.
De første tre år var kærligheden tindren- de, de følgende fire år mere sådan, gud hvor er det rart med en mage, lad os gro sammen, mene det samme, tage hele turen. Herefter aftog højdefornemmelsen, og de sidste par år aner jeg ikke, om de var kærlighedspar eller rigtig fine roommates. Hun kunne ikke få sig selv til at give ham et gedigent blowjob, det føltes forkert, sådan halv-incestuøst.
Med det in mente kom det altså til at handle om en ny ramme endnu engang.

På en eller anden måde havde den fredfyldte lykketilstand ikke indfundet sig i Sølvgade, og hun startede hele husaffæren. Jeg ved ikke helt med ham, men hun døjede med en indre uro og ængstelighed over ikke at være i harmoni. Noget fungerede i hvert fald ikke i Sølvgade. Hun havde det lidt, som om de skrå vægge, der naturligt er i taglej- ligheder, lukkede sig mere og mere omkring hende. Så formede ideen sig. Hvis bare man kunne åbne sin egen dør ud til en have. Ville alt så ikke blive lyst og godt og smukt? Ideen om et dualistisk liv, hvor der suges godt på
de traditionelle familieværdier med hus og have, bil og lottokupon, og samtidig dyrkes et udadvendt selvrealiserende karriereløb og en ung omgangsform. En tanke om en dør, der åbner sig. Den ene dag er der løgplanter på vej i jorden, den næste dag garden-rave. Det er så flot en tanke.



Åbne op til kip
Sådan kom det sig for, at den nævnte villa
på godt 160 kvadratmeter skulle have hele turen. Og det fik den. Der kom varme på badeværelsesgulvet i kælderen og kar og skifer og Vola. Og Unoform i valnød i køkkenet, som måtte lade en mur for åben fornemmelse. Og der blev åbnet op til kip, og i tredje etape tog de kælderen med. Hun husker godt de mange aftener, der blev brugt i joggingtøj, der gerne måtte dø, hvis malingen ramte. De gik dernede i de sene aftentimer og var fælles om drømmen. Den bløde bomuld faldt træt om deres lemmer, mens der blev hvidere og hvidere. De hyg- gede sig, tror jeg, men de var også trætte og små-irritable. De kæmpede for at komme til det punkt, hvor man skulle nyde. Der skulle altid være gode drikkevarer på køl, klar til når vennerne kom forbi. I bagklogskabens
skær må vi sande, at der ikke kom så mange forbi, dér i grænselandet til Taarnby.
Jeg skal ikke kunne sige, hvad han tænkte, da hun begyndte at gå amok i deres have. Jeg ved bare, at hun gik derude i tide og utide og med røven i vejret og følte fred. Det virkede vel rart. Jeg er ret sikker på, at han jævnligt stod
i terrassedøren og drømte sig væk fra alt det stedsegrønne. Han har måske tjekket hendes røv ud, nu den alligevel var i vejret, og jeg tror, han har været skræmt af, hvad dette scenarie betød på den lange bane, så man kunne nemt få den tanke, at han havde stået der i have- døren og drømt sig ind på klubben, hvor han aldrig mere stod i kø, men nu blev hilst.

Hun trissede, jeg tror godt, man kan bruge det ord. Søgte begærligt den fornem- melse, hvor et dybt svup fra undergrunden bekræfter, at en tidsel kommer op med
hele roden. Hun fik rosensaks og haveflis til bedene. Det blev faktisk en flot, klassisk villa, da først dannebrogsvinduerne kom i, og taks og graner blev erstattet med laurbærbuske på række i forhaven. Jeg er ikke hånlig over for hende, det var let forstå, at hun fordybede sig i den tilfredsstillelse, det er at skabe en fin ramme omkring sin tilværelse. Han gav sig nok ikke hen til husførelsen i samme grad. Der skete også så meget for ham, der trak i en anden retning. Og mens hun bestræbte sig på at simplificere og rense sin tilværelse, hang han på klubben fra torsdag til lørdag. Det var der også masser af grunde til at gøre, men hun havde dem ikke. I stedet havde hun en voksende grundangst for ikke at være lykkelig. Og sig mig lige engang: Var den kommet med noget så banalt som storken? Havde det at sætte et barn i verden virkelig kilet sig ned mellem dem? Det er næsten for sørgeligt i al sin enkelhed. De var seriøst bedre end det. Alligevel var de flyttet igen og igen, cirka hvert andet år, og nissen flyttede altid med. Han stod der hver gang – flippro- letariatets grimme symbol i skulpturel form stod og pegede på deres stivnethed. Han var grimheden selv, men pegede fingre ad dem. Især hende og den sarthed, hun havde revet med sig i farten.


Regner det på præsten
De var stadig et godt par på mange punkter. Stod last og brast ved hinandens side, uden at stille spørgsmål ved dette. De ville hinanden det bedste, sådan havde det altid været, og det var sådan set smukt. De vidste måske ikke helt, hvad det bedste var længere, men det bedste var, hvad de ville hinanden.
Hun blev træt cirka halv elleve hver aften, så en del fjernsyn, prøvede at hive sig op til at skrive nogle sange og nogle tekster, men >
page3image58600
side 82 – Vaginavej 


helt flow i driftigheden var der ikke.
Nu husker jeg lige: Deres søn fik briller

som to-årig; den skulle de lige sluge. Sådan en +6 kræver et kraftigt glas, og det var ikke lige, hvad de havde forestillet sig. I det hele taget orienterede de sig jo efter rammer. Huslige rammer, karriererammer og nu søn- nens glasindrammede øjne.
Han, den amagerkanske ægtemand, fik mere og mere vind i de professionelle sejl. Hun supportede. Kunne lide hans succes, ønskede mere for ham og tænkte sikkert også lidt efter devisen: “Regner det på præsten”. Men helt ærligt, det dryppede ikke specielt meget på degnen, og generthed og uformåenhed i at gribe fat i egen barm og erklære sig herre over at skabe noget, indtraf aldrig helt. Hun sansede mere indadvendt, og det var en febrilsk søgen mod fred med sig selv og dem og deres, der tog hende fra mandag til søndag. Hun søgte at finde den sande væren i en terrassestund i solen, en “jeg låner lige plæneklipperen-dav-dav” til naboen. I ny og næ skrev hun og forsøgte
at sparke til
sin musikdrøm, men der skete ikke det helt store. Han rejste mere og mere, udlandet havde fået smag for bandet. Og
så var det, at hun holdt fast i tanken om den åbne dør, naturligvis, og sønnen med en Sun Lolly på tæppe, på græs. En uøkologisk is, for hun vidste godt, at perfekthed var omsonst og kedeligt at søge, og nærvær og tilstede- vær vigtigere. På den måde var det okay med hvidt sukker nu og da, man skal ikke gå hen og blive religiøs omkring det. Jeg tror lidt, det var sådan, hun havde det.


Skred og Kaare Sand
Hallo chiffon; Hvad sker der nu? Det var en helt almindelig aften i december 2008. Overfor i huset med den underlige tagpap var der slukket, ved siden af huggede naboen juletræer til. Han solgte dem hver jul, og det var et kæmpearbejde. For mange træer har ikke reelle, symmetriske grene, som er dem, hvor pynt tager sig bedst ud, og desuden er avancen ufattelig lille.
Det var faktisk bare tirsdag, og hans og hendes søn sov på 1.sal.
De sad til gengæld i den grå uldsofa, hvor man også kunne sidde på armlænet. De sad nu bare på sofahynden i hver sin ende, og ved første færd lignede det en almindelig sam- tale. Det lød, som om hun brokkede sig over, han var på mailen hele tiden. Det havde hun gjort før. Men nu skete der en lille detour i en diskussion, der havde været mange gange før. For hvor cirklen normalt endte i et kompro- mis af en art: “okay ikke jobbe/maile mellem 17 og 20”, så skred det lidt den aften. Det føl- tes ikke som egentligt mineret farvand, men
et eller andet forskød sig. Hun kunne mærke en helt ny fornemmelse med ham, som fyldte hende med uro og utryghed. Herfra greb hun næsten situationen Kaare Sandsk an og gik efter den historie, der tydeligvis lå et sted.
Han begyndte at kaste nogle dårlige ord efter Amager. Som om øen havde skidt den lort, de sad i. Så kom kernen. Han havde væ- ret sammen med en pige for godt en måned siden, han var forvirret og foreslog, at de prø- vede at bo lidt hver for sig. Hun sagde: “Jeg er bange.” Han svarede: “Det er jeg også.” Hun løb ned i kælderen for at ringe til veninde- Hanne. Halvt i opløsning, halvt på vej ind i
et meta-jeg over det sølle plot, der var ved at udspille sig i hendes eget hjem og krop.

Resten blev tåget, hun forlod kroppen. Endte hos sin veninde, på en anden grå uld- sofa med samme armlæn og hulkede hårdt igennem. Det stak af, det blev grimt. Efterspil- let de næste mange måneder blev tungt, så tungt, og hun krøllede sig sammen. Man kan stadig godt se, hvor folderne er, og ind imel- lem falder hun ind i deres forbandede hak igen. Tre år efter.

Ondt, så ondt
Huset blev solgt, med et ordentligt tab. Der var ikke meget grille over hans frille, for de blev sammen. Skilsmissen gik igennem, boet blev delt, og deres søn ligeledes, efter 7/7 princippet. Fars nye kæreste, i dag kone, kunne lide deres søn, og det burde hun være glad for, det er hun også et sted. Det var bare det, at opgive sin søn halvdelen af tiden til et menneske, man ikke selv havde valgt, føltes så usandsynligt.
Hun følte sig meget kvast i lang, lang tid. Hingstens egen mule var forholdsvis fåmælt. Her på afstand så hun, at det havde den nok altid været. Der var aldrig det store hulk fra ham. Det var alligevel mærkeligt efter mere end 10 år. Han fortsatte sit liv i nyt tempo, med ny kvinde, sådan føltes det i hvert fald for hende. Hun havde svært ved at forstå, at hun var endt i en statistisk almindelighed, som på egen sjæl føltes som et sønderlem- mende slag. Det hang ikke sammen. Som hun engang beskrev det for mig:
“Da jeg var en 10 år, faldt jeg ned på stangen på min cykel. Jeg var ude at køre rundt om kvarteret med nogen fra vejen. Stod op i pedalerne, når kadencen rigtig tog fat. Jeg tror, det så ret flot ud, når jeg stod helt rank med pedalerne i vandret sync og rasende frihjul, og jeg havde egentlig lyst til at få et par ord med på vejen. Jeg råbte ikke op om dette, tænkte bare: De, der ser det, ser det. Men så skred foden, jeg faldt, og det gjorde så ondt, at jeg kastede cyklen fra mig og løb ind på badeværelset, låste døren og
page5image58984
side 84 – Vaginavej



bed i håndklædet, mens tårerne trillede og skambenet dunkede. Det var flovt at slå sig lige dér, og smerten var helt uden for num- mer. Det var voldsomt, fordi smerten havde et ondt eftersmæld, og jeg var flov; Jeg ved ikke, jeg husker bare oplevelsen så tydeligt. 20 år senere fødte jeg et barn. Det var så dumt, så ondt det gjorde. De to voldsomheder, de to begivenheders grad af smerte kommer nu aldrig op på siden af den sorg, det var at blive skilt fra min mand.”
Det var hendes ord, og da hun gik på gaden første gang efter styrtet, det voksne styrt, forstås, var det skræmmende, at folk var de samme. Der var kø i Lagkagehuset, der var sol for oven, der var folk, der smilede, andre der ikke gjorde. Intet var forandret, kun hende, hendes grundvilkår og indre.

Typer i stereo
Uden ham var hun alene, og det var nøgent og åbent. Det var et primalt smerteskrig efter- fulgt af en brat opvågning. Pludselig var der
så meget tid og så mange detaljer, som skulle bruges og omsættes til nogen og noget.

Hun fik mange nye venner og havde affæ- rer. Hun havde ufrivilligt trukket et fuldt betalt selvudviklingskursus, og både Carl-Mar og gammelfreudianske psykologer holdt kurser. Hun levede mere ekstremt end nogensinde før, her i sin anden ungdom, hver anden uge. Opdagede for alvor sin tissekone og blev nære venner med den. Hun mødte kredse og kliker
i mange afskygninger. Folk, der aldrig stiller andre nogen spørgsmål, men kun fortæller om sig selv. Den slags, der aldrig helt er til stede i deres egen krop og ofte på stoffer. Hun fik et anseeligt antal homovenner, blandt hvem lesbiske dramaer og intriger udspillede sig, og hun krydsede mange folk med mørke sider i sig. De var varme den ene dag, og kendte dig ikke den anden. Men så sandelig også folk, der levede fuldt. Og som tog hende mod vidde horisonter. Fagre alt muligt. Stimulationer til hoved og krop, og hun rullede sig i herlighe- derne som et svin i mudder. Der var en kreds, hvor alle kaldte alle for skat, også dem, der virkelig ikke var det. Hun mødte også karak- terer, der var i konstant modkultur og mest af alt tænkte og fablede om alt det dumme, de andre gjorde. Det var alt for sjældent, dette fol- kefærd leverede et modbud. De travede blot rundt i en dybt enfoldig voldgrav med deres egen næse som akse for alt, og de fik lov, fordi de var sådan kunstneriske i det. Det stempel kan undskylde meget. Det skal hun selv huske på. Der var også alle de gamle venner med faste favntag, og ja, verden blev gransket med vidt åbne øjne.

Sådan er der så meget. Hun mødte sågar
en åbning til kærlighed igen. Ret dybt og højt føltes det, men kort og ganske vattet i sin slut- ning. I det mindste vidste hun, at hun kunne åbne sig igen.

Til låns
Siden hvornår har vi haft brug for en grund
til at føle, at vi har det af helvedes til. Aldrig, tænker hun. Det har vi nok bare af og til. Og bliver vi mødt af en sejlivet helvedes-tur, der vælter os omkuld, så har vi ikke blot en grund, men endnu mere væsentligt en opgave, der hedder at fjerne helvedes ild. Alt er sort/hvidt til en start. Der er en ond spiller i et klassisk skilsmisse-plot, hvor den ene forbryder sig. Senere bliver det monokrone mere diffust. For der er en historie, inden det gik galt,

og to i en tango. Måske var det store farvel sandt nok i sit komme. Sådan kan hun tænke og føle. Men hun ved, at vejen derhen var ondskabsfuld, og heri ligger knækket. Hvem, der forlader hvem, har en betydning. Det er en kæmpe rod i spørgsmålet om, hvordan du kommer videre på din rejse, hvordan du sanser, hvilke dybder du når. Jamen, det er hun overbevist om, og sådan sagde hun en ægte aften til mere end én.
Ved den lejlighed sagde jeg til hende, for jeg holder mere og mere af hende: “Virkelig- heden er en omskiftelig størrelse, du. Mere tvetydig end ond mod god, så du må vel være sand mod dig selv og finde ud af, hvem du er. Og denne kvasi-offentlige skrællen lag af er vel ikke blot for intimitetens skyld og fascination?”
“Nej, ikke på vilkår,” svarede hun fast i mælet og på jysk. For den jyske dialekt havde hun netop grebet som en ny form for morsom- hed. Ud til højre havde hun forkastet det noget malkede ‘bum’ og i stedet taget drevne floskler af gammelmandssandheder til sig. Hun fortsatte: “Det her er jo en beretning malet med den brede tilstands-pensel. Halvdelen af os, mand. Her kommer alle vi tidligere bedre halvdele fra den omhyggeligt tilrettelagte vildrede. Og vi lærer, at der kun er én konstant. Kærligheden til børn, so far, og en evig søgen. Resten er til låns, blåt, gam- melt og nyt. Men jo, at du, kære 3. persons- fortæller med adgang til indre synsvinkel,
får lov at genfortælle historien er vel også en måde at forme et punktum på med min stemme. Sans-serif, men ladet med mening.
Så tak, København, for at lægge scene til den skinbarlige forestilling, for at være så lille og så stor på samme tid, da ‘vi’ blev til ‘han og hun’.
Og tak, ex-mand, for et årti med symbiose og urokkelighed, inden det blev grimt, og vi blev væltet på Vaginavej.”
Hun er en af jer.
page6image55688
side 85 – Vaginavej 




page1image31688
page1image31960

Ingen kommentarer:

Send en kommentar